Indledning
Dette er til dig, der skal konfirmeres i Virklund Kirke, og din familie. Her kan I læse i detaljer, hvordan både konfirmationsforberedelsen og selv konfirmationen foregår. Har I spørgsmål, som I ikke finder svar på her, må I altid kontakte enten mig eller kirkens sekretær, Marianne Sehested.
God fornøjelse.
Jacob Joensen, præst
Kort om konfirmationen
For at blive konfirmeret skal du være døbt, gå til konfirmationsforberedelse og gå i kirke jævnligt. Konfirmationen markerer overgangen fra barndom til ungdom, hvor Gud bekræfte det løfte, han gav i dåben. Hvis du ikke ønsker den bekræftelse, er det helt i orden. Det er ikke et krav at blive konfirmeret, fordi man er blevet døbt. Konfirmationen er din mulighed for selv at tage stilling til din dåb ved at gentage dåbens ja og blive velsignet.
Mange konfirmander spørger, om de tror nok eller rigtigt, men det er ikke afgørende. Tro kan ikke måles. Konfirmationen handler om, at Gud bekræfter dåbens løfte, og er et tegn på, at Gud også er med dig, når ungdomslivet begynder. Når du vælger at blive konfirmeret, siger du ikke noget om, hvor meget eller hvor lidt du tror, men siger ja til at tage imod Guds velsignelse.
Konfirmationsforberedelsen
Det er din beslutning, om du vil konfirmeres. Derfor er både konfirmationen og konfirmationsforberedelsen frivillig. Hvis du tilmelder dig, er det mit ansvar at sikre, at du bliver konfirmeret på et oplyst grundlag. Det får du ved at gå til konfirmationsforberedelse og gå regelmæssigt i kirke. Hvis jeg vurderer, at du ikke er klar til at blive konfirmeret, kontakter jeg dine forældre, så vi sammen kan aftale, hvad der skal til, for at du kan blive det.
Den regelmæssige deltagelse i konfirmationsforberedelsen bliver vurderet på baggrund af fremmøde. Derudover forventer jeg, at du går til gudstjeneste mindst 10 gange, så du lærer dens forløb og indhold at kende. Det skal være almindelige gudstjenester, vielse, begravelse eller konfirmation. Det vil sige, at arrangementer som f.eks. foredrag og koncerter ikke tæller som kirkegang. Jeg fører ikke regnskab med kirkegangen, og du skal heller ikke dokumentere dine besøg i andre kirker. Hvis du siger, du har været i kirke, stoler jeg selvfølgelig på det.
Mødetidspunkt og tidsplan
A- og B-klassen går til konfirmationsforberedelse sammen torsdag kl. 08.00-09.30 og møder direkte i konfirmandstuen. Klasserne vil både blive undervist sammen og hver for sig af mig og kirke- og kulturmedarbejderen, og de bytter plads midtvejs.
Afbud meldes pr. telefon, sms eller mail senest torsdag morgen inden mødetid kl. 8.
Konfirmationen
B-klassen bliver konfirmeret lørdag den 17. maj kl. 9.30 og 11.00, A-klassen søndag den 18. maj kl. 9.30 og 11.00. Det er ikke tilladt at tage billeder eller filme under gudstjenesten. Der bliver muligt at tage billeder mellem og efter gudstjenesterne. Mellem de to gudstjenester begge dage kommer der en fotograf og tager et fælles klassebillede. Det sker for lukkede døre præcis kl. 10.30. Er konfirmanderne ikke på plads dér, vil de gå glip af fotograferingen. Billedet bestilles inden konfirmationerne via en blanket, som konfirmanderne får med hjem.
Gudstjenestens forløb
- Kirkeklokken ringer sammenringning
- Velkomst v/ præsten
- Kirkeklokken ringer bedeslag
- Indgangsmusik; konfirmanderne og præsten går ind i kirken.
- Salme
- Hilsen og indledende bøn (kollekt)
- Læsning fra Bibelen
- Salme
- Præstens tale til konfirmanderne
- Konfirmationshandling
- Sang v/ musikere
- Afsluttende bøn
- Velsignelse
- Salme
- Udgangsbøn
- Udgangsmusik; konfirmanderne og præsten går ud af kirken.