Om Virklund Kirkes højmesse
Der er gudstjeneste i Virklund Kirke hver søndag og på alle helligdage*. Højmesser bliver holdt kl. 10.30, mens morgengudstjenester bliver holdt kl. 9.00. Der er morgengudstjeneste, når Virklunds præster holder fri/ferie, og der bliver ikke uddelt nadver ved disse gudstjenester. Derudover bliver der holdt enkelte gudstjenester på andre tidspunkter, f.eks. aftengudstjenester Allehelgens dag og Skærtorsdag, typisk kl. 19.30.
Alle gudstjenestetidspunkter findes i kalenderen. Her fremgår det også, hvilken præst der prædiker, og om der medvirker kor eller musikere. Se nedenfor, hvordan højmessen i Virklund Kirke forløber.
*) Med undtagelse af 2. Pinsedag. Her medvirker Virklunds præst ved en stor udendørs gudstjeneste ved Kunstcentret Silkeborg Bad, som sognene i Silkeborg provsti er fælles om.
Højmessens liturgi
Ordet højmesse betegner folkekirkens standardgudstjeneste og sognenes primære gudstjeneste, mens ordet gudstjeneste bredt betegner forskellige former som morgen-, aften- og børnegudstjenester. Stavelsen "høj" i højmesse er et vink om, at det er en gudstjeneste med mulighed for de særligt højtidelige elementer som dåb og nadver.
Højmessen er tilrettelagt efter den kongeligt autoriserede Gudstjenesteordning for Den Danske Folkekirke pr. 12. juni 1992. Den forskrift for højmessens forløb (liturgi), som bliver brugt i Virklund Kirke, bygger på denne ordning og er aftalt mellem præsterne og menighedsrådet.
Ordet liturgi stammer fra græsk og betyder embedstjeneste. Det betegner den række af handlinger og ritualer, som en gudstjeneste består af. I Virklund Kirke benytter præsterne to liturgier, afhængig af om der er dåb eller ej. De er begge beskrevet i punktform nedenfor; derefter følger en nærmere forklaring på, hvad de enkelte punkter og betegnelser indeholder og betyder.
Liturgi uden dåb:
- Sammenringning og bedeslag
- Præludium
- Indgangsbøn
- Salme
- Hilsen og indledningskollekt (lektie eller epistel)
- Bibelsk læsning
- Salme
- Bibelsk læsning (evangelium)
- Trosbekendelse (oftest sunget)
- Salme
- Prædiken
- Kirkebøn
- Meddelelser
- Apostolsk velsignelse
- Salme
- Nadver
- Nadververs (kort salme eller få vers af en salme)
- Afslutningskollekt
- Aronitisk velsignelse
- Salme
- Udgangsbøn
- Postludium
Liturgi med dåb:
- Sammenringning
- Velkomst
- Bedeslag
- Præludium
- Indgangsbøn
- Salme
- Hilsen og indledningskollekt (lektie eller epistel)
- Bibelsk læsning
- Salme
- Dåb
- Salme
- Bibelsk læsning (evangelium)
- Prædiken
- Kirkebøn
- Meddelelser
- Apostolsk velsignelse
- Salme
- Nadver
- Nadververs (kort salme eller få vers af en salme)
- Afslutningskollekt
- Aronitisk velsignelse
- Salme
- Udgangsbøn
- Postludium
Bemærk, at trosbekendelsen bortfalder, når der er dåb. Det skyldes, at den indgår i dåbsritualet, hvor den er formuleret som de spørgsmål, som den, der bærer barnet, skal svare ja til.
Højmessens punkter
1. Ringning og bedeslag
Ringningen med klokkerne forud for en gudstjeneste kaldes sammenringning og er et levn, fra før ure var allemandseje, som tegn til, at der er gudstjeneste. Ringningen sker i tre omgange, først en halv time før gudstjenesten, så et kvarter før og endelig ca. tre minutter før. Umiddelbart efter sidste sammenringning følger ni såkaldte bedeslag. De ni bedeslag lyder som 3 x 3 slag med et kort mellemrum mellem hver tre slag. Det giver tre omgange, som symboliserer treenigheden, mens de tre slag hver især lyder for henholdsvis Faderen, Sønnen og Helligånden.
2. Præludium (indledningsmusik)
Præludiet bliver som regel spillet på orgel, men undertiden også på flygel, eller det kommer i form af korsang fra et af kirkens kor. Det er organistens ansvar at vælge både præ- og postludium og beslutte, hvordan det fremføres. Der er ingen faste regler for, hvilken musik der kan bruges. Det er op til organisten at vurdere, om den lever op til højmesseordningens kriterium: at ”musikken vælges under hensyntagen til pågældende dags karakter og plads i kirkeåret”.
Under præludiet går præsten for alteret. Præsten vil i store dele af gudstjenesten stå vendt mod alteret, altså med ryggen til menigheden. Det skyldes ikke, at præsten ikke vil se på menigheden, men at han som en del af menigheden også har opmærksomheden rettet mod alteret.
Hvis der er dåb, går præst og dåbsfamilie sammen ind under præludiet.
3. Indgangsbøn
Indgangsbønnen er en kort bøn bedt af kirkesangeren. Den findes i ritualbogen i salmebogen, side 794.
4. Første salme
Det er præstens opgave og ansvar at vælge salmer til gudstjenesten. Der er ingen faste regler for, hvilke salmer der kan bruges, da det er præstens egen vurdering, om de lever op til højmesseordningens kriterier. For den første salme gælder det f.eks., at den ”angiver dagens kirkeårspræg eller kan være en lovsang”.
Nederst på salmebogens sider, ved siden af sidetallet, kan man se, hvilke kategorier de enkelte salmer tilhører. Salmebogen indeholder desuden en oversigt med forslag til salmer til alle kirkeårets dage jf. både første og anden tekstrække (hvad angår tekstrækkerne, se punkt 7).
Det er også tilladt at bruge andre sange end dem, der står i salmebogen, f.eks. højskolesange. Hvis præsten og menighedsrådet ønsker at bruge andre salmebøger eller salmebogstillæg end de autoriserede, skal biskoppen over Århus Stift give sit samtykke.
5. Hilsen
Hilsenen er præstens indledende bemærkning, som han siger vendt mod menigheden. Den lyder: ”Herren være med jer”, hvortil menigheden syngende svarer: ”Og Herren være med dig”. Herefter siger præsten: ”Lad os alle bede” og vender sig igen mod alteret.
6. Indledningskollekt (bøn)
Vendt mod alteret beder præsten en kollekt på menighedens vegne. Ordet kollekt har to betydninger. Den første er indsamling af penge til kirkens velgørenhedsarbejde, og den anden er slet og ret bøn, som ordet bruges her. Der er skrevet kollekter til alle dage i kirkeåret (se punkt 7), og de findes enten i den autoriserede Alterbog, som er genoptrykt i salmebogen, eller i forskellige bønnebøger.
7. Læsning
Vendt mod menigheden læser præsten den første bibelske læsning til den pågældende dag i kirkeåret, og menigheden står op imens.
Læsningerne bliver læst fra alterbogen, og højmesseordningen foreskriver som udgangspunkt tre læsninger: Den første fra Det Gamle Testamente (lektie), den anden fra Det Nye Testamente (lektie eller epistel), mens den tredje er den dags evangelium, også fra Det Nye Testamente.
I Virklund Kirke har præsten og menighedsrådet valgt at benytte højmesseordningens mulighed for kun at have to læsninger. Af de to ligger evangeliet fast, således at enten lektien fra Det Gamle Testamente eller lektien/epistlen fra Det Nye Testamente er udeladt. Den tekst, som bør foretrækkes som første læsning, er i alterbogen markeret med en stjerne.
8. Anden salme
Højmesseordningens kriterie for valget af den anden salme er, at den ”kan slutte sig til den forudgående eller efterfølgende læsning”. Her sigtes der på salmens indhold, som skal være i tråd med, hvad man kan kalde højmessens aktuelle tematik.
9. Evangelielæsning
Stående ved alteret, vendt mod menigheden læser præsten den evangelietekst, som hører til den pågældende dag i kirkeåret. Menigheden står op imens. Præsten indleder læsningen med at sige: ”Dette hellige evangelium skriver” efterfulgt af navnet på den pågældende evangelist. Som svar synger menigheden: ”Gud være lovet for sit glædelige budskab”. Svaret viser, at ordet evangelium, som kommer fra græsk, simpelthen betyder glædeligt budskab. Når svaret er givet, læser præsten teksten.
At præsten bliver stående ved alteret under denne læsning, hænger sammen med beslutningen om kun at have to læsninger (jf. punkt 7). Havde der været tre, ville evangeliet blive læst fra prædikestolen. Når der er dåb i Virklund Kirke, bliver evangeliet også læst fra prædikestolen, fordi dåbens placering medfører nogle få ændringer i liturgien.
Når læsningen er afsluttet med ”amen”, siger præsten, mens menigheden endnu står op: ”Lad os sammen bekende vores kristne tro”, hvorefter trosbekendelsen bliver sunget.
10. Trosbekendelse (sunget)
I Virklund Kirke bliver trosbekendelsen hovedsagelig fremført som fællessang. De eneste undtagelser er ved begravelser, bisættelser og under konfirmationsgudstjenesterne og gudstjenesterne juleaften.
Gudstjenesteordning for Den Danske Folkekirke giver mulighed for at bruge to forskellige trosbekendelser: Den Apostolske Trosbekendelse og Den nikænske Trosbekendelse. De findes begge i ritualbogen og i salmebogen.
Den mest brugte – det gælder også i Virklund – er Den Apostolske Trosbekendelse, som også er den ældste. Ordet apostolsk henviser til, at trosbekendelsen går tilbage til de første kristne forkynderes tid, dvs. næsten 2.000 år tilbage i tiden.
11. Salmen før prædikenen
Højmesseordningens kriterie for valget af denne salme er, at den ”leder op til den efterfølgende prædiken eller kan slutte sig til den forudgående læsning eller dåb”.
13. Prædiken
Prædikenen er præstens udlægning af den pågældende dags evangelium (jf. punkt 9).
14. Lovprisning
Prædikenen bliver som regel afsluttet med følgende lovprisning: ”Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen”.
14. Kirkebøn
Kirkebønnen er en bøn, som præsten beder på menighedens vegne i umiddelbar fortsættelse af prædikenen. Præsten er frit stillet med hensyn til dens ordlyd.
15. Meddelelser
Her giver præsten meddelelser om kommende gudstjenester og øvrige aktiviteter i sognet.
16. Apostolsk velsignelse
Inden præsten forlader prædikestolen for at vende tilbage til alteret og næste led i højmessen, nemlig nadveren, beder han menigheden rejse sig, hvorefter han siger den såkaldte Apostolske Velsignelse:
”Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen”.
Velsignelse er et vigtigt motiv i både Det Nye og Det Gamle Testamente og derfor en naturlig del af folkekirkens gudstjenester. Når præsten siger – eller som det hedder: lyser – en velsignelse, gør han det på vegne af Gud som en bøn eller et ønske om, at de mennesker, som modtager velsignelsen, må få Guds beskyttelse. Så selvom præsten siger ordene, udgår velsignelsen fra Gud. Se også punkt 21.
17. Salmen efter prædikenen
Ifølge højmesseordningen kan denne salme være en, der ”slutter sig til prædikenen. Kirkebønnen bedes før eller efter denne salme. Hvis kirkebønnen bedes før salmen, får salmen samtidigt til opgave at lede over til den efterfølgende nadver”. Det sidste gælder altså i den liturgi, som bliver brugt i Virklund Kirke.
18. Nadver
Nadveren er det ene af den evangelisk-lutherske kirkes to sakramenter, dvs. hellige handlinger, som er indstiftet af Jesus Kristus selv; det andet er dåb. Gudstjenesteordning for Den Danske Folkekirke giver mulighed for at bruge tre forskellige nadverritualer, helt enkelt benævnt ritual a, b og c, som imidlertid har samme opbygning. De består af elementerne indledning, indstiftelse, uddeling og bortsendelse, og der er lidt forskel på, hvordan hvert af disse elementer er udformet.
19. Nadververs
Nadververset kan enten være et enkelt salmevers eller en (kort) salme, som bruges til at afslutte nadveren. Verset er ikke som sådan obligatorisk, men tjener det praktiske formål dels at give præsten tid til at gøre klar til den følgende afslutning af gudstjenesten, dels at fylde rummet med musik og sang, mens de sidste nadvergæster går tilbage på plads.
20. Afslutningskollekt (bøn)
Se punkt 6.
21. Velsignelse (aronitisk velsignelse)
Som afslutning på gudstjenesten beder præsten menigheden om at rejse sig, idet han lyser endnu en velsignelse, denne gang den såkaldte aronitiske velsignelse. Den lyder: ”Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred”.
Mens præsten lyser velsignelsen, strækker han armene ud til siderne. Når den er lyst, synger præsten og menigheden ”amen” tre gange, alt imens præsten tegner et kors i luften foran sig. Det er en rituel gestus, som findes i mange kristne trossamfund, og som henviser til korsets betydning i kristendommen. En anden situation, hvor præsten tegner et kors i luften, er i forbindelse med dåb, hvor den, der bliver døbt, modtager et korstegn foran sit ansigt og sit bryst.
Den aronitiske velsignelse er en præstelig formel, som findes i Det Gamle Testamente. Den har navn efter Aron, som var Moses’ bror og Israels første indviede præst. Aron modtog selv velsignelsen fra Gud, hvilket er beskrevet i 4. Mosebog kapitel 6, vers 23-27:
”Herren talte til Moses og sagde: Sig til Aron og hans sønner: Sådan skal I velsigne israelitterne. Sig til dem: Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred. Sæt mit navn på israelitterne, så vil jeg velsigne dem”.
Aron og hans efterkommere, Israels præster, får altså mandat til med velsignelsen at ’sætte’ Guds navn på Israels folk. Det understreger, at velsignelsens årsag er Gud selv, og at velsignelse vil sige: at få Guds navn sat på sig. I den forstand er ”navn” udtryk for, hvad Gud er og rummer.
22. Femte salme
Som nævnt (punkt 4) kan et argument for at vælge en bestemt salme være, at den både indholds-mæssigt og musikalsk sætter en bestemt stemning. Af den grund vælger mange præster at afslutte højmessen med en aftensalme eller en årstidssalme.
23. Udgangsbøn
Udgangsbønnen er en kort bøn, der som regel bliver læst af kirkesangeren. Den findes i bogen Tillæg til alterbogen og er således ikke at finde i ritualbogen i salmebogen.